- Af Nikolaj Granild

På mange måder står turen til München i 2011 meget skarpt for mig. Nok fordi der skete mange ting for mig personligt i tiden omkring turen. For det første var jeg lige blevet færdig med folkeskolen, og det blev derfor fejret med turen til München sammen med de mange gode venner fra koret. Optakten til turen var temmelig dramatisk for mig, da min mor egentlig skulle have været med som "kormutter", men blev forhindret pga. sygdom. Men det skulle jo ikke ødelægge min tur, så jeg trådte ufortrødent op i bussen fredag aften. Allerede inden vi var kommet uden for byens grænser, var der sang, råb og de sidste danske øl blev knappet op, inden vi skulle ned til Weisbierens ophavsland.

Busture er jo, som busture nu en gang er. De er lange, småkedelige, og de giver dårlig ryg. Det samme gjorde sig gældende for busturen til det sydtyske. Selvom vi kørte om natten, blev der ikke sovet specielt meget. Til gengæld steg ens forventninger til turen pga. den gode stemning. Efter 12 timer med 100 km/t ned gennem Tyskland ankom vi til vores hotel, hvor vi dog ikke kunne tjekke ind endnu. Derfor gik vi i samlet flok over til en nærliggende park, hvor der blev nydt en god gedigen frokost medbragt fra Danmark. Denne medbragte mad er en tilbagevendende ting, som alle kormedlemmer sætter utrolig stor pris på og er utrolig vigtig for korturene. I samme forbindelse blev græsplænen i parken også prøvet af med en klassisk fodboldkamp mellem herrestemmerne og sopranerne.

Efter indkvartering på hotellet blev det ikke til meget afslapning, da vi straks skulle til det, vi egentlige var rejst den lange vej for, nemlig AT SYNGE. Med bus blev koret transporteret til St. Paul Pfarrkirche, hvor der skulle være korprøver, inden vi næste dag skulle deltage i kirkens højmesse.

Aftenen var til fri afbenyttelse for familierne, hvilket for min familie betød en tur på pizzeria, hvor vi fik den tyske specialitet, pizza med spejlæg og bacon, og derefter et spil Fifa på hotelværelset.

Søndagen startede pludseligt for mig. Min værelseskammerat og jeg havde åbenbart ikke særlig godt styr på klokken om morgenen, og samtidig registrerede vi ikke den telefoniske morgenvækning, som et kært kormedlem havde bestilt til alle sangere kl 06.00. Men efter lidt banken på døren og råben til os fra gangen, kom vi hurtigt op, fik fortæret morgenmaden, og placeret os i bussen med kurs mod St. Paul Pfarrkirche. Højmessen gik som planlagt, og efterfølgende fik vi ekstraordinært lov til at komme op og se udsigten fra toppen af kirkens 97 meter høje tårn.

Derefter gik turen til Schloß Nymphenburg, hvor der blev spist frokost. Vi kom aldrig ind på slottet, men udefra var det barokke slot meget stort og pompøst.

Aftenen gik med at afprøve Hotellets dampbad og sauna. En utrolig behagelig måde at afslutte en lang dag på. Eneste minus var, at de indkøbte tyske øl havde svært ved at holde temperaturen i den varme sauna.   

Næste morgen gik det væsentlig bedre med at komme op til tiden. Og det var vigtigt, da denne dag bød på særligt spændende oplevelser. Vi skulle med bus køre til udkanten af München for at se den olympiske park.  Tyskland har været værter for sommer-OL to gange. I 1936 og 1972. Begge gange er blevet skrevet ind i historiebøgerne på trist vis. Første gang i Berlin prægede det nazistiske styre legene. Legene i München huskes nok bedst for Münchenmassakren, hvor terrorgruppen, Sorte September, tog israelske atleter som gidsler. Dette prægede de olympiske lege, men ikke vores tur. Den olympiske park i München blev anlagt specielt til Ol og bliver stadig i dag brugt til diverse sportsdiscipliner. Bl.a. havde de to fodboldklubber FC Bayern München og 1860 München hjemmebane på parkens hovedstadion, inden Allianz arena blev opført i 2005.

Denne udflugt syntes vi vist alle var meget interessant, da det var de færreste, der havde været på så stort et sportssted som dette. Derudover var det som at komme ind i et helt andet land, et land hvor sport fyldte det hele. Udover alle de mange forskellige stadions og de flotte naturomgivelser var der i midten af parken et stort radiotårn. I tårnet var der en elevator, som kørte med 4 m/s, op til toppen. Deroppe var der installeret et rockmuseum, så alle, der ikke interesserede sig for sport også kunne blive lidt underholdt og nyde den gode udsigt over Olympiapark og München.

Om aftenen besøgte mange verdens største værtshus Hofbräuhaus. Koret blev placeret på den tredje etage, hvor der blev serveret god solid tysk mad og selvfølgelig weisbier. Vi hyggede os alle sammen rigtig meget. Sopranerne fik selvfølgelig sodavand til deres mad, men de ældre herrestemmer og de forældre, som var med på turen, smagte på det gode bayerske øl. Nogle enkelte fra koret blev hængene på værtshuset og fik vist nok smagt tilstrækkeligt på den gode øl.

Næste dag stod den igen på sang. Denne gang skulle vi næsten ned til den østrigske grænse for at deltage i højmessen i Maria-Himmelfahrt Pfarrkirche i Garmisch-Partenkirchen med efterfølgende koncert. Højmessen gik som forventet, men til den efterfølgende koncert gik folk en efter en langsomt ud af kirken, mens vi sang. En meget mærkelig oplevelse. Til sidst sad der kun et nogle enkelte tilbage i kirken, og vi stoppede før beregnet. En enkelt dame kunne åbenbart godt lide os. Mellem to satser kom hun op til koret og gav Thomas Eriksen 500 € mens hun sagde danke og gik ud af kirken. Måske ville hun i virkeligheden bare have os til at stoppe, hvem ved?

Eftermiddagen bød først på besøg ved den legendariske skihopbane i Garmisch-Partenkirchen, hvor der siden 1952 er blevet afholdt nytårs skihop. Derefter skulle vi med tandbane op til toppen af Tyskland, op til Zugspitze. Det mest underholdende ved den tur var nok, at der var sne på toppen, hvilket betød, at der kunne kælkes på de udlagte kælke. Samtidig var det så varmt, at man kunne gå i T-shirt og shorts.

Onsdag var dagen hvor alle mand skulle på langfart. Målet var Salzburg i Østrig, men først skulle vi forbi Hitlers sommerhus i det sydligste Tyskland. Kehlsteinhaus eller "Ørnereden" som huset også bliver kaldt, var bygget som en gave til Hitler i forbindelse med hans 50 års fødselsdag. Han besøgte dog kun stedet nogle få gange, da han led af højdeskræk. Huset var smukt beliggende og med en elevator i guld. Man kunne ikke andet end, beundre stedet. Derefter gik turen til Østrig og til komponisten Mozarts fødeby. Da vi kom til Salzburg, var vi da heller ikke i tvivl om, at Mozart var herfra. Over alt var der butikker, hvis eneste vare var de små chokoladekugler kaldet Mozartkugeln. Det var en klassisk østrigsk by, som i den grad har sin helt egen charme.

Torsdag var den sidste dag i det sydtyske, og koret blev derfor delt op i flere grupperinger. De fleste var på udflugt, til enten koncentrationslejren Dhachau, til slottet Schloß Neuschwanstein, som vel er det tætteste, man kommer på et eventyrslot, eller man tog til det tyske Legoland. Personligt stod den på afslapning og på gåtur rundt i den store by. Om aftenen var der fælles spisning i en restaurant i det gamle rådhus i München.

Fredag kørte vi hjem til Danmark og Fredericia - trætte og mætte på en masse gode oplevelser.